Flere vælger KP: Socialrådgiveruddannelsen oplever markant fremgang

Interessen for Københavns Professionshøjskoles (KP) uddannelser er stigende. I alt har 5.858 ansøgere i kvote 1 valgt en uddannelse på KP som førsteprioritet, hvilket er en stigning på 3,1 procent sammenlignet med sidste år. Samlet har institutionen modtaget 15.658 ansøgninger.
Den største fremgang ses på socialrådgiveruddannelsen, hvor antallet af førsteprioritetsansøgere er steget med 24 procent. Uddannelsen er samtidig blandt de første, der omlægges som led i den nationale uddannelsesreform.
Rektor Anne Vang Rasmussen glæder sig over udviklingen:
“Det er svært ikke at glæde sig over den udvikling. Vi har arbejdet intensivt med at udvikle en endnu stærkere socialrådgiveruddannelse, og det er meget positivt, at flere allerede nu får øje på de nye muligheder. Samtidig er det glædeligt, at vi ser fremgang på flere af de uddannelser, som samfundet i de kommende år får allermest brug for,” siger hun.
Også flere andre velfærdsuddannelser går frem, herunder sygeplejerske-, bioanalytiker-, fysioterapeut- og radiografuddannelsen. Sygeplejerskeuddannelsen er fortsat den mest søgte uddannelse på KP.
Til gengæld oplever pædagoguddannelsen tilbagegang på 6 procent, hvor 904 ansøgere har valgt den som førsteprioritet.
“Det er en udvikling, som vi tager meget alvorligt, og vi kommer til at sætte alle sejl ind for at få et stort efteroptag på uddannelsen,” siger rektor Anne Vang Rasmussen.
Faktaboks
- KP har i 2026 modtaget 15.658 ansøgninger
- 5.858 ansøgere har valgt KP som førsteprioritet (+3,1 %)
- Socialrådgiveruddannelsen stiger 24 % i førsteprioritet
- Pædagoguddannelsen falder 6 % til 904 ansøgere
- Sygeplejerskeuddannelsen: 1.110 førsteprioritetsansøgninger (+4 %)
- Bioanalytiker: +7 %
- Fysioterapeut: +10 %
- Radiograf: +21 %
- Offentlig administration: +22 %
- KP modtog i 2025: 16.758 ansøgninger
- KP modtog i 2024: 16.845 ansøgninger
- KP modtog i 2023: 17.975 ansøgninger
- KP modtog i 2022: 20.551 ansøgninger
- KP modtog i 2021: 25.832 ansøgninger
- KP modtog i 2020: 26.179 ansøgninger
- KP modtog i 2019: 24.818 ansøgninger
- KP modtog i 2018: 23.231 ansøgninger






Accepter kun nødvendige cookies